Kim Fupz Aakeson vinder DR Romanprisen
Læserne har kåret Kim Fupz Aakesons "Skyggen foran mig" som årets bedste roman.
Af Biblioteket
Du kender måske Kim Fupz Aakeson fra hans elskede børnebøger om Vitello, men han har også skrevet filmmanuskripter og en lang række romaner for både unge og voksne.
Nu har han vundet DR Romanprisen 2026 for sin barske og indfølende roman om en drabsmands lange pilgrimsvandring. Prisen blev overrakt til den populære forfatter den 13. juni på Dokk1 i Aarhus.
Kan man gå fra sin fortid?
Efter at have afsonet en fængselsdom for drabet på sin kone begiver en mand sig ud på Caminoen. Men kan man gå fra sin fortid, og findes der en fremtid, når man bærer et drab i bagagen?
Kim Fupz Aakeson sætter fokus på forholdet mellem straf og skyld og på, hvad en årelang fængselsstraf gør ved et menneske. Side for side får læseren større indsigt i hovedpersonens smertefulde fortid, samtidig med at romanen rejser vigtige etiske spørgsmål.
Trilogien
I forbindelse med research til spillefilmen Forbrydelser fra 2004, som Kim Fupz Aakeson skrev manuskript til sammen med Annette K. Olesen, tilbragte han meget tid sammen med fængselspræster. De har en helt særlig rolle i fængslerne, og Kim Fupz havde lyst til at lave mere om fængselspræster. Det blev i 2018 til Bådens navn, hvor den midaldrende fængselspræst Susse kommer til at gøre noget i et øjebliks utilregnelighed, og det kommer til at forfølge hende. Temaet i romanen er skyld og tilgivelse og den svære kunst at tilgive sig selv.
»Når man selv har været den, der gjorde noget der var over stregen, eller man synes var under niveau, for hvem man er som menneske, det kan forfølge en rigtig rigtig længe. Det er virkelig et sår, der har svært at hele. Det man selv gør. Jeg tror virkelig, at det er noget af det, der kan være ødelæggende – dét at slås med sin skyld,« fortalte Kim Fupz Aakeson til Diana Bach, DR, 10. december 2018 i forbindelse med, at romanen Bådens navn blev indstillet til DR Romanprisen 2019.
I 2021 udkom romanen Fangeleg om livet i et fængsel. »Efter jeg blev færdig med min forrige roman, lavede jeg en aftale med mig selv om, at der ikke skulle gå 100 år, før den næste var skrevet færdig. Filmbranchen er en rimelig aggressiv størrelse, og der bliver altså hevet i en manuskriptforfatter i disse tider med streamingtjenester og tv-kanaler, der har en sendeflade at fylde. Men det lykkedes mig at insistere på Fangeleg, og jeg fik skrevet den frem på små tre år,« fortalte Kim Fupz Aakeson til Anne-Sophie Uldall Petersen på Gyldendal.dk. Fupz skrev efterfølgende filmmanuskriptet til tv-serien Huset med udgangspunkt i Fangeleg. Se Huset her på DR.
Med Huset fik Kim Fupz Aakeson inspirationen til Skyggen foran mig, fortæller han til dr.dk: "Til 'Huset' var der jo rigtig mange statister, som var tidligere indsatte. Og hver gang jeg snakkede med dem, havde de lidt samme historie om tung social arv og misbru- Og det der med at prøve at blive et ordentligt menneske med en tung bagage fik mig til at tænke: Okay, det er en trilogi."
Læserne har kåret vinderen
Deltagerne i bibliotekernes romanlæseklubber har haft mange meningsfulde samtaler om skyld, sorg, tilgivelse, fængselsstraf og forsoning i forbindelse med læsningen af Kim Fupz Aakesons roman.
De seks nominerede bøger bliver udvalgt af en gruppe passionerede læsere, tre fra DR og to fra bibliotekerne. Herefter bliver romanerne læst i de 135 læseklubber, der er fordelt på biblioteker over hele landet. I slutningen af maj stemmer læseklubberne om den bedste læseoplevelse. Den forfatter og roman, der får flest point, er vinder af DR Romanprisen. Nedenfor kan du se alle de nominerede bøger.
Foto: Frederik Tybjerg